Lige så langt tilbage som jeg kan huske har jeg været dybt fascineret af at forstå mennesket på baggrund af naturen. Hvorfor det har virket så dragende på mig - og hvordan jeg har forsøgt at komme nærmere denne forståelse - er en længere historie, som du kan læse mere om neden for, hvis det har interesse.
Jeg har en master uddannelse i psykologi og filosofi fra RUC. Efterfølgende har jeg taget en 2-årig samtaleterapeutisk uddannelse indenfor løsningsfokuseret samtaleteknik samt en efteruddannelse i kognitiv adfærdsterapi. Jeg er autoriseret afholder af personlighedstesten GPP-I og anvender ofte personlighedsprofiler som et ankerpunkt i coachende samtaler. Jeg har studeret og arbejdet med evolutionspsykologi siden 1990'erne, hvor dette forskningsfelt for alvor blev skudt i gang.
Mit særlige interesseområde er personlighed, motivation og forandring. Siden 2001 har jeg arbejdet professionelt, som coach og underviser i psykologi. Det har været omdrejningspunktet i mit arbejdsliv og givet mig privilegiet af at få indsigt i 1000-vis af menneskers tanker og handlinger. Jeg deltager løbende i efteruddannelse og projekter, der styrker min faglige udvikling. Senest et forskningsprojekt på DPU (2017-2020), hvor vi forsøgte at afdække de psykologiske faktorer, der afgør hvorfor nogle unge gennemfører uddannelse mens andre vakler og i nogle tilfælde falder fra.
Jeg har en fortid som elitesportsudøver inden for karate, hvor jeg bl.a. har været dobbelt Danmarksmester. De indsigter jeg har fået gennem, elitesport, konkurrence og vindermentalitet anvender jeg aktivt i mit daglige arbejde.
Jagt er en fantastisk form for stenalderterapi og i mange år har jeg haft fornøjelsen af at undervise som jagttegnskursuslærer. Jeg nyder at dele min interesse for jagt og natur med kommende jægere. Særligt tæt på mit hjerte ligger fællesjagter på hjort og vildsvin samt den helt simple og stille jagt med min langbue. På fællesjagterne nyder jeg det urgamle samarbejde mellem jægere og hunde og med langbuen er jeg tvunget til at være helt tæt på naturen, hvilket er meget lærerigt.
Ønsker du jagttegn, så gå til Jacks Jagtskole her.
Et af mine tidligste barndomsminder omhandler et slagteri og et par underbukser af ægte koskind. Jeg må have været 7-8 år gammel. Det er morgen og jeg er kravlet op i mine forældres seng. De sover stadig og jeg ligger ganske stille i sengen og kigger ud af vinduet. Solen står ind i soveværelset og skaber et smukt varmt lys, som falder ned over dynerne. Mussestille rykker jeg lidt frem i sengen, så jeg befinder mig direkte i lysstrålen og mærker hvordan lyset lægger sig varmt og trygt over mit ansigt. Jeg lukker øjnene og solstrålen tager mig blidt ved hånden og trækker mig med.
Jeg står foran en port og på begge sider tårner sig en mur af kinesiske proportioner. Lyset fra soveværelset peger på et sted til højre for porten og på netop dette sted har muren tilstrækkeligt med ujævnheder til, at jeg kan finde fodfæste og kravle over den. Fra toppen af muren ser jeg ud over et baraklignende landskab af lange træhuse med brune porte. Langs bygningerne er der en bred rendesten og i den løber en stille rød bæk af blod. Jeg er klar over hvorfor jeg er her og åbner forsigtigt portene på klem i håb om at finde det jeg søger: En nyslagtet broget ko gerne med tydelige sorte og hvide aftegninger. Med min kniv vil jeg flå den og sy et par ægte Tarzanbukser af dens skind. Det skal skæres lidt ujævnt til så det står klart for enhver, at der ikke er anvendt saks eller andre højteknologiske redskaber til at fremstille disse bukser. Nogle stykker skind skal hænge længere ned end andre. Præcis som dem jeg havde nærstuderet på plakaten ved Kinorevyen i Skørping, hvor ingen ringere end den olympiske svømmer Johnny Weismuller poserede i rollen som Tarzan.
At ønsket om et par specialsyede kohudsbukser skulle være årsag til det fatamorgana jeg stod midt i var svært at forstå. Mit til dato eneste forsvar er, at det der fremstår ægte og naturligt altid har haft en helt utrolig stærk tiltrækningskraft på mig. Og der var en ægthed over Johnny Weismullers bukser, der i min verden gjorde fortællingen om Tarzans fantastiske liv helt igennem troværdig. Et par ægte Tarzanbukser var det der skulle hæve mig op over de andre drenge på villavejen. De var min adgangsbillet til et eventyrligt og frit liv i junglen, hvor alt hvad jeg behøvede var en god kniv til at forsvare mig med, en bue til jagt og en kvinde i Janes liga at bære rundt på. Hvad mere kunne man ønske sig af livet?
På trods af at kineseren var oppe i årene, så indledte vi et intenst venskab og delte mange uforglemmelige eventyr i Rold Skov. Vi startede dog ud med en periode af tilsyneladende umotiverede drab på diverse uskyldige småfugle. Det var spændende. Det var intenst, når guldspurven styrtede i afgrunden fra granens top. Men med tiden aftog glæden. Spændingen ved jagten stod ganske enkelt ikke mål med stilheden når sangen forstummede, og det sørgmodige syn, når den lille varme krop lå ubevægelig i min hånd.
Jeg husker ikke hvor lang tid jagten stod på inden jeg triumferende mærkede vægten af den tunge fugl i min hånd, men det var længe – snarere år end måneder. Det skete en dag på Brændeskovsvej uden for Rebild, hvor kineseren og jeg lå under et birketræ og iagttog en større flok krager, der sloges om en død harekilling på en eng 30 meter væk. Tumulten blev tilsyneladende for meget for en af disse ballade- magere eller måske havde den blot behov for en time out. I al fald tog den pludselig til vingerne og fløj med stor beslutsomhed direkte mod vores skjulested under birken.
Jeg husker stadig hvordan varmen steg op i kinderne og lyden af mit hjerte, som en brusende stortromme i ørerne. De kødfulde baskende vinger slog mod grenene lige over mit hoved og bøjede dem faretruende mod jorden mens den store fugl satte sig til rette. Med tilbageholdt åndedrag hævede jeg langsomt kineseren, fandt den lige linje mellem korn og kærv og det store grå bryst, som var den eneste jeg kunne skimte mellem grenene (lukkede øjnene) og krummede langsomt pegefingeren om aftrækkeren. Smak sagde det, da haglet prellede af på brystbenet. Stilhed. Herefter total kaos, da kragen mister balancen og med baskende vinger og under højlydt klagen bragede ned gennem grenene og landede lige foran mine fødder.
Der sad den så et kort øjeblik – mit ultimative trofæ. Forvirret og lamslået. Som en bokser der tager et rent træf, forsøgte den at orientere sig og genvinde kontrollen over sig selv og sine paralyserede lemmer. Jeg knækkede hurtigt kineseren og forsøgte febrilsk at få skruelåget til haglene op. Jeg forbandede min egen dovenskab langt væk. Hvor ofte havde jeg ikke oplevet at skruelågsmodellen var noget skidt til jagt og havde overvejet bedre løsning. Nu var det for sent. Kragen var allerede ved at genvinde fatningen og udstødte en række klager og forbandelser mens den groggy begyndte at hoppe væk. Endelig fik jeg låget op, genladede og skød på mit flygtende bytte. Igen hørte jeg den karakteristiske lyd af haglet der prellede af. Denne gang på de pansrede vinger.
Jeg lod kineseren sejle sin egen sø og løb efter kragen, hvis hop blev stadig sikrere, længere og højere. Det drejede sig om sekunder før den for evigt ville forsvinde ud af mit liv og kun være tilbage i mine drømme, som et hoppende mareridt, hvor jeg ville være dømt til at løbe i en uendelig trædemølle, uden nogensinde at indhente den. Afmagtens grimme ansigt truede i kulissen og i desperation trak jeg min morakniv med det røde skæfte fra bæltet og kastede den af al kraft mod kragen. Jeg havde trænet en hel del knivkast, men på ukendte afstande ved enhver, at det er vanskeligt at beregne knivens rotation og heraf om den rammer med spidsen, skæftet eller et eller andet sted midt imellem. Det sidste var desværre tilfældet og det urene slag fra kniven motiverede blot kragen til at sætte farten yderligere op. Situationen var kritisk og det der begyndte som en anstandsjagt havde udviklet sig til en åbenlys forfølgelsesjagt. Jeg så mig desperat om efter alternative våben og samlede i fuld galop en kæp op som lå på jorden. Hoppende, baskende og bandende, var det efterhånden lykkedes kragen at få et solidt forspring.
Kæppen lå dog godt i hånden. Den indgød mig fornyet styrke og målrettet fokus mens jeg tordnede afsted. Gradvist men sikkert mindskedes afstanden mellem os og jeg fornemmede for hvert skridt hvordan jeg var ved at genvinde kontrollen over situationen. Det var en fantastisk oplevelse af hundrede procent anspændt tilstedeværelse og da kæppen ramte kragens nakke, spredte den blot vingerne, og baskede lidt mens dødskramperne satte ind. Så var jagten slut.
Den erkendelse gav jagten værdi. Ikke fordi jeg fandt nydelse i at berøve et andet væsen dets største gave. Tværtimod. Men det blev pludseligt meget tydeligt for mig, at jagtens trofæ er af en ganske særlig karakter. Ja, at kragen måtte dø gjorde hele forskellen. Det var jagtens forudsætning og grundlæggende præmis. Og denne forskel mærkede jeg konkret i kroppen. Det var ikke en endimensionel følelse af stolthed eller glæde. Det var en kortvarig tour de force i kroppen og sindets afkroge, som udspillede sig mens jeg holdte om den store fugl. En kontrastfyldt oplevelse der opstår fordi livets værdi er tæt forbundet med dødens uigenkaldelighed, hvilket splitter jægerens sind mellem stolthed og vemod, mellem sorg og glæde og afslører naturens brutalitet og livsbekræftende karakter på én og samme tid. En enkel og meningsfuldhed sammenhæng, som enhver jæger har privilegiet af at opleve.
Jeg kunne mærke at jeg havde fat i noget ægte – ligesom med Tarzanbukserne. Jeg vidste hvad det var når jeg holdte kragen i hånden og nærstuderede dens fjer, dens næb, dens kløer og fantastiske grålige nuancer. Det lå på tungen, men jeg kunne ikke finde ord for det. Det var noget stort, noget oprindeligt, noget autentisk, en særlig oplevelse af samhørighed med kragen, naturen og mig selv. Kunne det overhovedet udtrykkes i ord? Det føltes nærmest som en længsel efter noget jeg havde mistet uden at jeg var klar over det. Og nu da jeg genfandt det, så føltes det rent, naturligt og frem for alt meningsfuldt. Måske var det nærmest en form for hjemvé?
Kragens død markerede afslutningen på en konkret jagt, men blev samtidig startsskuddet til en ny og uendelig meget længere. En jagt på et sælsomt abstrakt bytte, der var uhyre svært at komme på skudhold af, og hvis trofæ ikke lod sig ramme ind og hænge op på væggen. Min 10 årige hjerne grublede uden at der kom klare svar. Tættest på et svar var nok den følelse jeg havde, når jeg strejfede rundt med bue eller luftgevær i den hjemlige Rold Skov eller fiskede og overnattede ved Lindenborg Å.
Foruden frihed og umiddelbar afregning for mine handlinger, så tilbød naturen nogle rammer og værdier, jeg oplevede som langt mere troværdige end dem velmenende pædagoger og skolelærere forsøgte at pådutte mig. Naturen tilbød mønstre og universelle forklaringen: Nogle dyr dominerede andre samtidig med at de var i et indbyrdes afhængighedsforhold – et univers, hvor alle forsøgte at overleve på hver sin unikke måde og bidrog til helheden med sin særlige styrke og attraktionsværdi. Et univers, hvor værdierne ikke var skabt i menneskets billede med politiske, pædagogiske eller ideologiske bagtanker, men blot var hvad de var fordi alt liv følger de samme universelle love. Det var tydeligt for mig, at vi mennesker delte jagtens mål med alle andre levende væsener og dermed var indbyrdes forbundet. Og måske netop derfor følte jeg mig hjemme!
Med årene tog min søgen forskellige former. Drømmen om at bo i junglen med Jane blev byttet ud med det barske (og mere realistiske forstås) liv som pelsjæger i den canadiske vildmark. Og når det var koldt at cykle i skole om vinteren, til den mere romantiske version, som fribonde i den evigt forårsgrønne Sherwoodskov. Et liv bestående af jagt, bueskydning og ridning samt lystige fortællinger omkring lejrbålet med et krus af den gode oktoberbryg fra Det Blå Vildsvin.
Det der bandt trådene sammen, var at søge tilbage i tiden til noget oprindeligt. Til en historisk epoke før overbefolkning og før civilisationens bekvemmeligheder berøvede mennesket dets tætte kontakt med naturen. Jeg funderede på om mennesket var lykkeligere dengang? I en mindre kompliceret verden, hvor vores sociale relationer begrænsede sig til de måske 150 personer der var en del af ens stamme. Hvor arbejdet bestod af relativt kortsigtede jagt og samlerstrategier?
Jeg spekulerede også på om vi mennesker overhovedet var skabt til at leve det liv jeg så omkring mig: Låst fast i kapitalismens boligbelånte, rutinebefængte og ufravigelige trædemølle, hvor livet bestod af en logistisk drejebog mellem hjem, job, institution, skole, fritidsaktiviteter, den ufravigelige tur i supermarkedet. En hverdag der utvivlsomt ville give selv den mest ligevægtige hulemand et ganske seriøst mavesår. Hvor var horisonten? Det uforudsigelige eventyr bag den næste bakketop? Ro til at nyde livet uden tanke for superstammens detailstyring af vores liv og bankernes omsiggribende tiggervirksomhed?
Kulminationen på denne jagt blev mit eget vildmarkseksperiment med 40 kilometer til nærmeste nabo dybt inde i norske Telemark. Inden jeg kommer hertil så må du dog lige bære over med mig for en kort stund, så jeg kan fortælle om de tanker der ledte op til dette eksperiment.
I 13 års fødselsdagsgave fik jeg et smukt læderindbundet eksemplar af Karl Dreyers enestående bog Med bue og pil fra 1936. Og selvom jeg i et indfald af ungdommelig kådhed klippede billederne ud af bogen og hængte dem på væggen i mit værelse vil jeg ærligt sige, at skulle mit hus brænde ned den dag i dag og kunne jeg kun nå at få én ting med mig ud, så ville det utvivlsomt blive denne bog. For hver eneste (af de sammentapede) side i dette eminente værk udstråler længslen efter en oprindelig og simpel tilværelse, hvor menneske og natur kun er adskilt af en tynd buestreng.
Jeg fik bogen af Gunnar Thellesen, en god ven af familien. Han var pensioneret kriminalkommissær fra Ålborg af den gamle skole med overskæg, pibe, stok, seler og kniv i bæltet. Hans yndlingstemaer var knivslibning, jagt og natur. Gunnar var en autoritær mand og når han fortalte om knive og buer, var det med ekspertens tekniske detaljer om ståltyper, slibevinkler og hvordan en taksbue skulle fremstilles af én stav og lagres i minimum 2 år før man gik i gang med at forarbejde den. Men Gunnar fortabte sig også i mere vidtløftige historier om jagt og natur, som han bl.a. hentede fra Dreyers bog.
Han fortalte om Thompson brødrene, der efter deres deltagelse i den amerikanske borgerkrig på sydstatssiden vendte hjem til deres farm i Georgia, som lå i ruiner. Allerede som drenge havde de lært at skyde med bue af en eneboer og grundet fattigdom og mangel på våben - for taberne skulle aflevere disse efter krigen - var brødrene nu henvist til at jage med bue for at skaffe sig føde. Igennem ihærdig træning og jagtlig erfaring genopdagede de dette urgamle våbens magiske kraft og præcision og i 1878 udgav Maurice Thompson The Witchery of Archery som beskrev 3 vintre, hvor brødrene levede af at jage med bue. Uha jeg var fascineret. Jeg var opslugt. Jeg var solgt. Jeg var vanvittig af længsel. Og i de lange pauser Gunnar yndede at holde mens han stoppende piben forestillede jeg mig, hvor fantastisk det ville være at bo og jage sammen med Thompson brødrene. Jeg kunne se at Gunnar tænkte det samme. Vi delte denne længsel på trods af 50 års aldersforskel. Han sagde det bare aldrig højt som mig, men jeg vidste at han tænkte det – og han vidste at jeg vidste det. Det var vores hemmelighed og den bandt os sammen.
Gunnar fortalte også om Ishi, den sidste Jana-indianer, der blev fundet (og fanget) på en farm ved Deer Creek i det nordlige Californien i 1911, hvor han var trængt op i et hjørne af gøende hunde. Ishi var på det tidspunkt en midaldrende mand. Han havde levet hele sit liv uden at være i berøring med den vestlige kultur og således en fantastisk kilde til viden om indianernes kultur og livsstil. Man troede at hans stamme var uddød, men det viste sig, at de havde levet en tilværelse i skjul siden 1860’erne og at de gradvist var blevet udryddet: Dræbt af nybyggere i Gold Rush årene, døde af mæslinger og skoldkopper, som nybyggerne bragte med sig og af sult fordi vildtet forsvandt til fordel for kreaturer og agerbrug.
Ishi blev bragt til den antropologiske afdeling ved Berkeley universitet i Californien og Dr. Saxton Pope, der i kraft af sin stilling som læge ved universitetshospitalet, tilså Ishi, lærte efterhånden at kommunikere med ham. Ishi var en port til en svunden tid. Tænk dig det: At møde en person fra fortiden. Og ikke bare en hvilken som helst fortid. Med Ishi var der tale om en person, der havde levet sit liv, som man gjorde før landbrugets fremkomst. En jæger og samler, en stenaldermand. En person der lige så godt kunne have levet for 30.000 år siden. Han kunne tale dyrenes sprog og ifølge Pope - som efterhånden var blevet ven og jagtkammerat med Ishi - kunne han kalde en række forskellige dyrearter direkte ud af skoven og ind på skudafstand. Pope var dybt fascineret af Ishi og det var jeg naturligvis også. Det han vidste ville jeg også vide. Jeg ville se naturen gennem hans øjne. Det var ham jeg ville spørge til min oplevelse af længsel og hjemvé. Mon ikke han kunne forklare mig hvorfor kragens grå nuancer havde gjort så stort et indtryk på mig? Mon ikke Ishi kunne fortælle mig hvad det var jeg søgte efter?
“Simplicity, simplicity, simplicity! I say, let your affairs be as two or three, and not a hundred or a thousand; instead of a million count half a dozen, and keep your accounts on your thumb-nail.”
I tråd med Emerson så Thoreau naturen som sin læremester og ved at leve et simpelt liv helt tæt på naturen, mente han at kunne studere dens mekanismer og nærme sig kernen i menneskets natur og få en dybere forståelse for hvordan vi burde leve og indrette vores liv og hvorfor vi tænker og handler som vi gør.
Thoreau var bestemt ingen stor jæger eller fisker og det var jo heller ikke interessen for disse aktiviteter, der havde motiveret ham til at flytte ud i skovene. Men han var alligevel en stor inspirationskilde for mig. Han viste et alternativ til den slagne vej. Det simple liv. Bare stå af ræset og flytte ud. Bygge sin tilværelse op på en simpel måde og leve af hvad man kunne dyrke, af vildtet i skovene og fiskene i søen. For selvom hans eksperiment forekom noget naivt – og måske også en smule selvhøjtideligt – så forstod jeg godt hvad han havde gang i. Og jeg delte hans opfattelse af, at den bedste måde at forstå os selv på, måtte være at skære den kulturelle fernis bort og studere os selv i vores oprindelige miljø.
Natursyn
På universitetet kastede jeg mig over alt hvad der indeholdte ordet menneske og natur og jeg opdagede snart, at jeg ikke var alene. Drømmen om at vende tilbage til naturen var et tema, som havde optaget mange af historiens mest indflydelsesrige tænkere og forfattere. Jeg følte mig derfor i godt selskab, når jeg i ungdommelig kækhed med pibe, halsklud og stok med ildhu funderede over betydningen af menneskets gradvise løsrivelse fra naturen.
Jeg gik systematisk til værks og startede med at studere natursyn: Antikkens natursyn, hedenske natursyn, jøde- og kristendommens natursyn, middelalderens natursyn, det mekaniske natursyn, romantikkens natursyn samt natursyn inden for moderne fysik og naturvidenskab. Jeg mødte den danske pioneer inden for vestens oversete og forkætrede naturfilosofiske tradition Aksel Haaning. I ham fandt jeg en underviser, sparringspartner og senere ven, der hjalp mig til at forstå hvorfor vi har en 2000 år lang tradition i vesten for at fornægne naturen i mennesket. Men endnu vigtigere viste han mig, hvor jeg skulle søge, for at komme i kontakt med den hengemte litterære tradition, som faktisk forsøger at forstå menneket som en del af naturen. Her fandt jeg en kobling til min mission, men inden jeg kom så langt, skulle jeg lige runde nogle af klassikerne.....
Ligesom vores ven Thoreau ønskede Rousseau sig væk fra civilisationens opstyltethed. Mennesket var ifølge Rousseau bedst i naturtilstanden og han mente at civilisationen fordærvede os fra den dag vi blev født og at vi havde bevæget os alt for langt væk fra vores oprindelige simple livsform. Han prædikede fra sin talerstol i det franske hof og tegnede et glansbillede af den ædle vilde, der levede et naturligt, frit og spontant liv i balance med naturen og hinanden. Rousseau betragtede bylivet som en hæmmede og unaturlig livsform og med bogen èmile gjorde han sig tanker om børneopdragelse og kom frem til en række idealer for naturlig opdragelse. En af hans mere ekstreme tanker gik ud på at børn havde godt af at gå uden sko om vinteren og bogstaveligt talt komme lidt tættere på naturen.
Der var dog ikke alle der delte Rousseaus civilisationskritik. Således skrev oplysningstænkeren Voltaire sarkastisk at:
”Læsningen af Rousseaus værker gav ham en uimodståelig lyst til at gå på alle fire, men at han desværre havde brugt 60 år på at vænne sig til at gå på to ben, så vejen tilbage til naturen måtte foretages af mindre gangvante personer. Til gengæld ville Voltaire gerne invitere Rousseau til sit gods, så han kunne drikke mælk direkte fra køernes yvere og afgræsse marken uden bestik”.
Og det er jo rigtigt nok. Det er noget komisk, ja næsten patetisk, over voksne mænd som søger tilbage til naturen. For er det ikke bare glorificering af fortiden? De gode gamle dage? Den tid vi har distanceret os så meget fra, at vi ikke kender dens konkrete lidelser og afsavn og derfor kan fremholde den i et varmt og romantisk skær? Jeg var i tvivl. Hvad var reelt og hvad var blot drømme? Var det hele blot en romantisk drøm - en virkelighedsflugt - som aldrig kunne bære et virkelighedstjek?
Efter Rousseau havde jeg behov for noget knapt så sværmerisk og blev af historieprofessor Dan Charly Christensen introduceret til den finske filosof Georg Henrik von Wright. I essaysamlingen Myten og fremskridtet tordnede han med dommedagsretorik mod civilisationen og argumenterede for, at vores nuværende livsform ikke var et udtryk for fremskridt, men snarere for en ufornuftig arts selvdestruktive tilbøjeligheder, der bl.a. kom til udtryk gennem ukontrollabel befolkningstilvækst, forurening, ødelæggelse af naturen og uhæmmet jagt på mere rigdom og større bekvemmelighed. Som ung naturromantiker var jeg naturligvis helt enig med von Wright. Verden var af lave og der ville ikke gå længe før den største luksus man kunne købe for penge ville være en adgangsbillet til små uberørte oaser, hvor man for en stund kunne bevæge sig rundt i en museums lignede kulisse og erindre hvordan livet havde været uden artsfæller, bygninger, veje, støj og forurening overalt.
Godt nok havde kollektivet Sol og Vind fårehold, men da lammene skulle slagtes så var mennesket pludselig ikke længere en del af naturen, men stod som den barmhjertige samaritaner uden for naturens fødekæde. På fællesmøde blev det således bestemt, at lammene skulle leve og som et resultat heraf måtte der graves dybere i kølediskens tvivlsomme sortiment af kød, der var blevet bearbejdet så hårdt, at selv følsomme hippier havde svært ved at se, at det de satte tænderne i stammede fra et levende væsen. Egentligt en antireligiøst bevægelse med disse hippier, men alligevel endte de, omend med omvendt proportionalitet, med på samme vis at udskrive sig selv af naturen. Ikke i Guds navn, men i humanismens.
Og hvad med Rousseau. Kunne hans tanker forløse min følelse af hjemvé? Hans romantisering af livet i pagt med naturen var smukke og poetiske, men ligesom hippierne forekom han mig at betragte naturen udefra. Nok ville han gerne forstå naturens sprog, men han studerede ikke naturen. Det forekom mig ikke at det kom fra hjertet, men fra en tørskoet urban pedistal omkring det fransk hof. Var det ikke snarere en stiløvelse, hvor han i virkeligheden var mere forelsket i sine egne sværmeriske tanker om naturen end i naturen selv og derfor gav han mig ikke noget redskab til at forstå den? Von Wright så? Jo da, hvem kunne være uenig med ham. Overbefolkning og ødelæggelse af naturen var naturligvis enhver naturromantikers værste mareridt. Og at mennesket – som den helt nye dreng i klassen – skulle vise sig at være en ufornuftig og selvdestruktiv art der på rekordtid forvandlede sin ufattelige succes til sin undergang, var ikke utænkeligt.
Jeg var dog ikke så optaget af om vi kunne overleve som art. Klodens arter kommer og forgår. Naturen er ligeglad, som Svend Erik Larsen har skrevet i bogen med sammen navn. Jeg ledte efter noget andet: Nogen eller noget der kunne fortælle mig hvad det var for en følelse jeg havde oplevet, da jeg lukkede hænderne om kragen. Nogen der selv havde haft naturen mellem hænderne og betragtede mennesket som en del af den.
Lorenz overførte senere sine studier til menneskets adfærd og blev hermed en af de første specifikke adfærdsforskere, der trak mennesket ned fra den høje piedestal og systematisk forsøgte at forstå menneskets adfærd på baggrund af naturen. Han koncentrerede sig om det biologiske grundlag for menneskets socialadfærd og aggression og i sine studier af dyr havde han observeret at dyrearter der levede for tæt og uden for deres naturlige habitat mistrivedes, udviste frustration samt øget aggressions- og territorialadfærd. Om mennesket i storbyen skrev Lorenz meget humoristisk:
”Det anses med rette for dyrplageri og en kulturel skændsel at holde italienere (høns) i bure. Det betragtes som fuldt tilladeligt at byde mennesker det samme, selvom netop mennesket allerdårligst kan tåle en sådan i ordets egentligste forstand menneskeuværdig behandling. Det normale menneskes selvagtelse kræver med fuld ret hævdelse af sin individualitet. Mennesket er ikke som en myre eller en termit konstrueret således af sin fylogenese, at det kan tåle at være et anonymt element, der kan udskiftes efter behag blandt millioner af ganske samme slags. Men behøver bare en enkelt gang med vågent blik at betragte en havekoloni og se, hvilke udslag menneskets trang til at udtrykke sin individualitet kan frembringe dér. Beboeren af tammenneske båsen har kun én udvej for at bevare sin selvagtelse: den består i at fortrænge eksistensen af de mange lidelsesfælder fra bevidstheden og bestemt udelukke sig fra næsten. I mange store boligkarreer er der lavet skillevægge mellem de enkelte lejligheders altaner, så at naboen bliver usynlig.
Lorenz fik følgeskab af den britiske zoolog Desmond Morris. Ligesom Lorenz startede han med at studere dyrs adfærd, men blev efterhånden mest kendt for hans særlige interesse for at studere mennesket som et dyr. I den underholdende, provokerende og tankevækkende bog Den nøgne abe fra 1967 erklærede han kort og godt at han som zoolog ville studere mennesket som en hvilken som helst anden dyreart. Morris beskriver menneskets seksual- og deleadfærd, vores hang til at udsmykke os og imponere hinanden. Det er sjov læsning. Bogens egentlige ærinde var dog at gøre opmærksom på, at vi lige under overfladen af alle vores fortræffeligheder og civiliserede udtryksformer blot er et dyr. Konkludede funderer Morris således retorisk:
”Der udtrykkes optimisme af dem, der mener, at da vi har udviklet et så højt intelligensniveau og en så stærk trang til at gøre opdagelser, vil vi være i stand til at vende enhver situation til vores fordel; at vi er så smidige, at vi kan omdanne vores livsform, så den passer til de nye krav, der stilles af vor hastigt stigende arts-status; at når tiden kommer, vil vi være i stand til at hamle op med overbefolkningen, presset, tabet af vores privatliv og vor uafhængighed; at vi vil omskabe vores adfærdsmønstre og leve som store myrer; at vi vil kunne kontrollere vore aggressive og territorielle følelser, vore seksuelle impulser og vores forældreegenskaber; at om vi bliver nødt til at blive batteridrevne smådyr, kan vi klare det; at vor intelligens kan dominere alle vore dybtliggende biologiske drifter. Jeg vil tillade mig at mene, at dette er tåbeligt. Vor rå, dyriske natur vil aldrig tillade det. Naturligvis er vi smidige. Naturligvis er vi adfærdsmæssige opportunister, men der er snævre grænser for de former, vor opportunisme kan antage."
Jeg blev hårdt prøvet på mine naturfilosofiske eskapader, da min underviser Dan Charly Christensen en dag bad mig om at holde et oplæg for mine medstuderende om de tanker inden for menneske-natur området der optog mig så meget. Jeg erindrer at den store kontrast mellem at gå med en masse højtflyvende tanker inde i hovedet og så sige dem højt, så de rent faktisk gav mening for andre end mig selv. Jeg forsøgte at forklare noget om at jeg var optaget af hvilken historisk periode der var bedst at leve i eller måske mere præcist, hvilket tidspunkt i homo sapiens kulturhistoriske udvikling, der harmonerede bedst med vores natur.
Dan Charly var heldigvis selv en romantisk sjæl med gård og høns på landet, så han lod mig ikke stege på trods af mine naive spekulationer. Selv havde jeg dog svært ved at slippe billedet af undertegnede siddende i en hytte på Lejre forsøgscenter svøbt i fåreskind, mens jeg udførte mit storslåede studie og afgjorde hvilken tid var mest forenelig med den menneskelige natur. Hvorom alting var, så var det tid til action. Tid til at komme videre ved at foretage mit eget tilbage til naturen eksperiment.
Jeg tog orlov fra universitetet og var så heldig at komme i kontakt med den engelske fiske fotograf, fiskeguide og fluebinder Berry Ord Clarke, der arbejdede med at udbrede kendskabet til søørredfiskeriet i Telemark, Norge. Midt inde i Fritsøe Skoger, som er et af Norges største privatejede skovområde. Han kunne godt lide mine spekulationer over menneske og natur, som jeg havde fremlagt for ham som mit eget lille Walden eksperiment, og efter nogle skriverier frem og tilbage fik jeg sammen med min kæreste i 1996 lov til at leje en forladt skovarbejderhytte, der lå fuldstændigt isoleret i dette massive skov og fjeldområde. Målet var at bo der fra foråret og frem til jagtsæsonens afslutning i februar. Ingen medbragte madvarer. Vi skulle leve af det der kunne jages, fiskes og samles.
Hånden på hjertet. Jeg var godt klar over, at det var et noget løst forankret "eksperiment" jeg havde gang i. Men det var naturligvis heller ikke det centrale. Det centrale var jo at dedikere hele tilværelsen til at vandre, fiske og jage og se hvad det ville føre med sig. Døde vi ikke af sult, så ville jeg garanteret komme til den konklusion, at mennesket guldalder måtte dateres mindst 10.000 år tilbage. Tilbage til en tid før landbrugets og ejendomsrettens indtog og dermed et uigenkaldeligt farvel til jagten på den frie vildtbane.
Jeg satte garn, fiskede, samlede svampe og bær og vandrede skove og fjelde tynde med geværet hver eneste dag i jagtsæsonen. Jeg mødte aldrig et andet menneske og uden mobiltelefon og uden at nogen anede hvor jeg var oplevede jeg den ultimative frihed. Paradis her på jorden. Jeg havde oceaner af tid til at fokusere på relevante og vedkommende opgaver. Med det mener jeg opgaver der havde med vores her og nu liv at gøre: Hvad skal vi spise i aften. Hvor dybt står ørrederne i dag? Hvor skal vi finde svamp? Mon tjuren sidder i solen her til morgen og nyder de sidste blåbær inden det er slut for i år?
Som tiden gik oplevede jeg en forvandling i mine sanser. Det var som om de vågnede fra en dvaletilstand og regenererede med hjælp fra det miljø de er skabt til at fungere i. Det føltes som om mit syn blev skarpere, længere og dybere. Det scannede automatisk omgivelserne og registrerede selv de mindste afvigelser og bevægelser hvad end jeg var i gang med. Min lugtesans blev tilsvarende skærpet og mit ansigt blev følsomt over for vindens skiftede retninger. Jeg vadede ikke længere rundt med hovedet under armen, som om jeg var verdens centrum. Jeg bevægede mig i skyggerne og langs kanter for at undgå at stikke ud og jeg oplevede den befriende følelse af at være en del af naturen i stedet for et fremmedlegeme der bevæger sig ind i den. I det tidlige efterår kunne hjerperne jages fra træ til træ. I modsætning til andre hønsefugle, så flyver de sjældent langt når de bliver skræmt. Så havde jeg først fundet en flok, så var de den nemmeste tilgang til kød. Senere på året var min foretrukne strategi at jage hare og tjur i sporsneen. Ofte sluttede sporene under en stor gran eller i et tæt buskads. Herfra var det muligt at jage haren af sædet. Tjuren ville ofte sidde i træet ganske tæt på stammen nogle meter oppe. Den kunne være svær at få øje på, men havde man først set den, så var den ikke svær at ramme. Oppe på fjeldet hvor ryperne holdte til, var jagten en anden barsk fornøjelse. Skiffer og andre løse sten kom hurtigt i skred og et eneste forkert skridt kunne betyde en rutchetur flere hundrede meter ned.
Isen skulle man også være påpasselig med. En dag i november forsøgte jeg at spare nogle kilometers vandring ved at krydse over en fjeldsø i stedet for at gå uden om. Det gik godt de første 200 meter, men så gik jeg pludselig igennem isen. Det var en kold og mørk oplevelse og jeg lærte, at det er meget svært at komme op på isen igen, når du ligger i et hul hvor du ikke kan bunde. Det kunne have gået galt. Ikke galt på den kedsommelige og mentalt opslidende måde, som konsekvensberegninger af potentielle rentestigninger for dit boliglån. Galt på den simple og livsbekræftende måde, som når alt hvad du gør har umiddelbar konsekvens for dit liv.
Så kan vi rejse i tiden? Ikke bogstaveligt, men jagten må være det tætteste vi har på en tidsmaskine, der med et trylleslag tager os tilbage til menneskets urform og lader os blive genforenet med mennesket i det miljø vi selv den dag i dag er tilpasset til at fungere i. Det var lige præcis når jeg gik på jagt eller fiskede, at jeg i krop og sind følte mig forbundet med fortiden og med noget der var større end mig selv og samtidig en del af mig selv. Jeg beskæftigede mig med det jeg som menneske er genetisk konstrueret til. Et liv som jæger og samler. Det havde været lige foran øjnene på mig hele tiden, men jeg havde overset det og gået en omvej på 15 år for at vende tilbage til mit udgangspunkt. Det var kragen der talte til mig og som jæger kunne jeg se og forstå den.
Copyright © All Rights Reserved
